Københavnerne lærte om krigens regler til Kulturnatten

Københavnerne lærte om krigens regler til Kulturnatten

Dilemmaer fra krig og konflikter, historier fra en flygtningelejr fortalt gennem Virtual Reality-briller og smagsprøver på nødhjælpsrationer var populære på en ellers småvåd Kulturnat fredag den 13. oktober.

Af Marie Sjødin Græsholm & Nikolaj Høgedal Boe

 

Hvad er forskellen på en civil og en kombattant i krig? Hvordan ser der ud i en flygtningelejr? Og hvordan smager nødhjælpskiks?

Det var nogle af de spørgsmål, københavnerne fik svar på, da otte frivillige fra IHL-formidlingen i Røde Kors Hovedstaden stod klar til at fortælle om ’krigens regler’ til Kulturnatten den 13. oktober.

IHL er en forkortelse for ’International Humanitarian Law’ – populært kaldet ’krigens regler’. Gruppen har eksisteret i omkring et år og består af ca. 20 frivillige, som jævnligt tager ud og besøger københavnske skoler og foreninger for at fortælle om, hvad der er lovligt i krig.

Ville du skyde eller ej?

Samtidigt diskuteres de dilemmaer, som opstår i ekstreme krigssituationer, hvor det kan være svært at kende forskel på ven eller fjende, civil eller soldat. Og til Kulturnatten havde de frivillige taget dilemmaerne med til det indre København for at diskutere dem med Kulturnattens deltagere.

På Gammeltorv havde de frivillige sat gang i flere aktiviteter, som både skulle fortælle om konflikter og krigens regler – men også mere bredt om Røde Kors’ nødhjælpsarbejde.

Kulturnattens deltagere kunne blandt andet prøve kræfter med et slags dilemma-skydespil. Her skulle deltagerne selv finde ud af, om de kunne kende forskel på en civil og en soldat.

Deltagerne fik vist forskellige billeder af krigssituationer med civile og kombattanter og skulle på et splitsekund tage stilling til, om de ville skyde eller ej.

Virtuelt besøg i flygtningelejr

Derudover kunne Kulturnattens deltagere besøge en flygtningelejr ved hjælp af virtual reality-briller.

Med dem på blev man for en stund revet væk fra den stædige støvregn og kom på et virtuelt besøg i en flygtningelejr i Libanon, fulgte med flygtningestrømmen på Balkan eller delte mad ud i Malawi. Alt sammen for at give deltagerne en bedre forståelse af de svære problematikker, der opstår i forbindelse med konflikter og krig.

Både skydespillet og virtual reality-brillerne var vældig populære tilløbsstykker og havde mange besøgende. Men det skarpeste blikfang var en gammel ambulance fra Røde Kors, som er en model af de ambulancer, organisationen har doneret til brug i krigen i Syrien.

På siden er trykt det antal nødhjælpsarbejdere, der har mistet livet i krigen fra 2011 til 2016, og ambulancens sønderskudte karrosseri gav anledning til mange spørgsmål og snakke om aktuelle konflikter og humanitære problemstillinger ude i verden.

Omkring 350 mennesker kiggede forbi og tog del i aktiviteterne eller stillede spørgsmål til Røde Kors’ arbejde. Det kolde tusmørke gav en smuk kontrast til den projektøroplyste ambulance og den varme kaffe ved Røde Kors-standen.

Og foruden kaffen fik de interesserede også mulighed for at smage på nødhjælpskiks – både tørre og opkogte til en grød – samt vand renset med klor. En lille sanseoplevelse fra livet i en konfliktzone, hvor Røde Kors er til stede, der også gav deltagerne stof til eftertanke.

Kunne din aktivitet, afdeling eller nogen du kender på skoler, gymnasier eller måske i en forening være interesserede i et oplæg om Krigens Regler? Så kontakt IHL-formidlingen i Røde Kors Hovedstaden:RKH.IHL@rodekors.dk