Kom godt videre med Offerrådgivningen

Kom godt videre med Offerrådgivningen

I maj måned er Offerrådgivningen tydelig i det Københavnske gadebillede og på sociale medier. Kampagnens budskab er klart: Hvis du har været ude for en voldsom oplevelse, kan du døgnet rundt få hjælp af de frivillige i Offerrådgivningen.

Af Ida Mehl

 

Hvis du har været ude for en voldsom oplevelse – enten som offer, vidne eller pårørende – kan du døgnet rundt ringe til Offerrådgivningen i hovedstaden på telefon 21 20 91 70 og få hjælp.

I maj måned er det budskab synligt både i og uden på en lang række busser og på sociale medier.

I første del af maj kører kampagnen inden i 34 forskellige buslinjer med plakater og med en kort video om Offerrådgivningen, som bliver vist på bussernes skærme. I de to efterfølgende uger vil du kunne se budskabet på bagsiden af 10 busser, mens budskabet pryder venstresiden på 50 andre busser.

Det er dog ikke kun i gadebilledet, at københavnerne kan opleve kampagnen.

På Røde Kors Hovedstadens Facebook og Instagram  er der løbende i maj annoncer, der fortæller historier om Offerrådgivningens vigtige arbejde:

Her kan man blandt andet læse historien om Riad, der er politimand og altid giver Offerrådgivningens visitkort til rystede personer, dykke ned i beretningen om offerrådgiveren Rasmus, der rådgav ofre under bandekonflikten eller læse den gribende historie om et offer, der fik hjælp af Offerrådgivningen.

Målet med kampagnen er at udbrede kendskabet til Offerrådgivningen i hovedstaden, så endnu flere ofre, vidner og pårørende kan få hjælp, hvis de har været ude for voldsomme oplevelser.

Psykisk førstehjælp til borgerne

Offerrådgivningen hjælper døgnet rundt ofre, vidner og pårørende, som har oplevet noget chokerende og traumatisk. De 40 frivillige rådgivere sidder klar til at hjælpe ved telefonerne, og man kan også komme ind til en personlig samtale.

Læs mere om Offerrådgivningen her.

Helle Bygum har været frivillig offerrådgiver i syv år, og hun har i årenes løb hjulpet utallige mennesker, som har haft brug for hjælp.

Hun fortæller, at mange rådgivninger handler om vold, trusler, ulykker eller selvmord og død. For nylig rådgav hun et vidne, der havde overværet et selvmord på en togstation:

”En ung mand stod i første række til et voldsomt selvmord på en togstation og sad nu hos mig i Offerrådgivningen. Rystet og sårbar i en samtale om at være glad for selv at leve og om andres vilje til at ville dø. Om afmagt og om ’skyldfølelse’ over ikke at have kunnet forhindre det. Udover vores gode og dybe samtale fik han et glas vand, og da han gik, synligt lettet, sagde han: “tak, det er det bedste glas vand, jeg har fået,” fortæller Helle Bygum.

1.225 personer fik hjælp til at komme videre i 2017

Offerrådgivningen består af frivillige kvinder og mænd, der alle har gennemgået Offerrådgivningens obligatoriske uddannelse, der har fokus på psykologi, jura, sociallovgivning m.m.

Udover telefonisk eller personlig rådgivning kan en rådgiver også ledsage et offer til politiet for fx at anmelde en forbrydelse eller tage med et vidne i retten. Rådgiverne kan også sætte én i kontakt med det professionelle behandlingssystem, hvis man har behov for professionel hjælp. Alle ofre er sikret anonymitet og offerrådgiverne har tavshedspligt.

I 2017 hjalp de frivillige i alt 1.225 personer med at komme godt videre efter en voldsom oplevelse.

Hvis du har været ude for en traumatisk oplevelse, så ring til Offerrådgivningen døgnet rundt på telefon 21 20 91 70.

Overvejer du at blive offerrådgiver, eller vil du høre mere, kan du ringe til Røde Kors Hovedstaden på 38 33 64 00 eller skrive en mail til hovedstaden@rodekors.dk.