”Julehjælpen er til børnene”

”Julehjælpen er til børnene”

Det summer af juleglæde i den store opholdsstue i Netværkshuset Nørrebro. I dag kan økonomiske trængte børnefamilier nemlig hente deres julehjælp fra Røde Kors Hovedstaden.

Af: Signe Funch Madsen og Rikke Lynge (foto)

 

Igen i år uddeler Røde Kors Hovedstaden julehjælp til børnefamilier, der har svært ved at få økonomien til at række.

Og i opholdsstuen i Netværkshuset Nørrebro – hvor julehjælpen uddeles – vidner det store fremmøde om, at julehjælpen er tiltrængt for mange.

Mens familierne venter, bliver der flettet stjerner og julehygget rundt om et langbord i opholdsstuen, og et hold af frivillige hjælpere går i pendulfart mellem køkkenet og stuen for at forsyne de ventende med friske æbleskiver, friskbrygget kaffe, klementiner og saftevand til børnene.

Stemningen er god, og snakken går over bordene, mens familierne venter på, at deres nummer bliver kaldt op. Det er tydeligt, at denne dag er én af de gode.

“Det giver rigtig meget mening”

Britta (tv) og Britt (th) uddelte julehjælp sammen med en håndfuld andre frivillige.

I lokalet ved siden af sidder to frivillige, Britt og Britta. Det er dem, der i år uddeler 500 små papirposer, som er dekoreret med
røde julehjerter og stjerner.

Og som – vigtigst af alt – indeholder et gavekort på 800 kr.
til Coops butikker.

“Det har været sådan en god dag, og folk har været meget taknemmelige. Det giver rigtig meget mening for mig,”
siger Britta, som er frivillig i julehjælpen for første gang.

Britt er i forvejen frivillig i Røde Kors Hovedstaden, og hun er meget enig med Britta:

“Alle, der har været her i dag, har takket os. Det kan være meget rørende at møde folk,” siger hun.

En mand kommer ind ad døren med sin lille søn i hånden, for det er blevet hans tur til at få julehjælp
af Britt og Britta.

“Har du fået nogle æbleskiver,” spørger Britta den lille dreng.

“Han har fået mange,” svarer faderen med et skævt smil, mens drengen kigger forlegent ned på sine fingre og fniser lidt.

Vil give børnene en god jul

Det er helt tydeligt, hvad familierne skal bruge julehjælpen til – nemlig at skabe en god jul for børnene.

“Jeg er enlig mor, og gavekortet er jo til Coop, hvor man også kan købe julegaver,” siger en kvinde, der sidder ved det lange bord i opholdsstuen og venter på, at det bliver hendes tur.

Hun vil gerne give sine børn en ekstravagant jul, og hun føler, at det nu er blevet en mulighed. “Vi er privilegerede, at vi lever i et land, hvor man kan søge julehjælp,” siger hun.

Og det er netop for at støtte økonomisk trængte børnefamilier, at Røde Kors Hovedstaden for andet år i træk uddeler julehjælp:

”Vi oplever stor efterspørgsel hos børnefamilierne, og derfor uddeler vi igen i år julehjælp. Vi håber samtidig, at julehjælpen kan være med til at gøre familierne opmærksomme på de aktiviteter i Røde Kors Hovedstaden, der er målrettet børnefamilier, og som kan være en støtte hele året rundt,” siger Emilie Brandt, der er faglig leder i Røde Kors Hovedstaden.

Netværkshuset Nørrebro på Nordre Fasanvej bruges til daglig som mødested for folk, der har brug for at udvide deres netværk med nye mennesker i hyggelige og trygge omgivelser.

Og sådan en decemberdag som i dag virker det til at ske helt af sig selv. Mange at de fremmødte bliver nemlig hængende til en ekstra kop kaffe, en æbleskive mere og en snak, efter de har fået deres lille pose med julehjælp.