Giv en særlig julegave fra Røde Kors: Gaven, der giver igen!

Giv en særlig julegave fra Røde Kors: Gaven, der giver igen!

Leder du efter en særlig og helt unik julegave? Så besøg den nye Røde Kors butik – Gavebutikken på Christianshavn. Her kan du købe gaven, der giver igen.

Af: Ulrik Stavnsbjerg Offersen og Lone Israelsen (foto)

 

”Hvor kan jeg købe en ganske særlig julegave i år?”

Hvis du går og tumler med den tanke – og samtidig vil støtte et godt formål – vil vi anbefale et besøg til Røde Kors’ nyeste butik i København, der ligger på Torvegade 38 på Christianshavn.

Butikkens ruder oser af julestemning, og julelys og grankogler ligger henslængt mellem de flotte varer, der bare venter på at blive forvandlet til lækre gaver.

Følg Gavebutikken på Christianshavn på Facebook og Instagram

Og der er tale om helt særlige gaver, for Gavebutikken på Christianshavn sælger gaven, der giver igen:

”Når man køber en julegave fra Gavebutikken på Christianshavn, giver man en helt unik og personlig julegave med sjæl og historie. Samtidig giver man en gave til de mest sårbare, for butikkens overskud kommer dem til gavn. Blandt andet går overskuddet til at uddele julehjælp til økonomisk trængte børnefamilier og afholde en julefest for ensomme den 24. december. På den måde sælger butikken gaven, der giver igen, da den skaber juleglæde mange gange,” forklarer Ole Mikkelsen, der er udviklingschef i Røde Kors Hovedstaden.

Butikken sælger særligt udvalgt brugskunst, bolig- og køkkenudstyr, nips og andre accessoires. Når man finder den helt rigtige gave, bliver den pakket flot ind med til-og-fra-kort og bånd og sløjfe, så den er helt klar til at komme under juletræet, på bordet til årets pakkelege eller som adventsgave.

Læs mere om de 14 Røde Kors butikker i hovedstaden

Kan man ikke finde den helt rigtige gave, sælger butikken også gavekort, så modtageren selv kan vælge julegaven, der giver igen.

Giv din julegave til Gavebutikken på Christianshavn

Som kunde i Gavebutikken på Christianshavn giver man samtidig klimaet en julegave:

”Mange af gaverne på butikkens hylder er blevet givet til andre, inden de er blevet doneret til Røde Kors. Så når man giver en gave fra Gavebutikken på Christianshavn, er det en bæredygtig gave, som er med til at skåne miljøet,” siger Ole Mikkelsen og fortsætter:

”Så hvis man får en julegave i år, der ikke helt er sagen, er man altså yderst velkommen til at donere den til Gavebutikken på Christianshavn, så den kan blive til gaven, der giver igen.”

Læs artikel om åbningen af Gavebutikken på Christianshavn

Som med alle andre Røde Kors butikker er Gavebutikken på Christianshavn drevet af frivillige, og butikkens overskud går til hjælpearbejde i Danmark og til nødhjælpsarbejde ude i verden.

Gavebutikken på Christianshavn ligger i en smuk gammel 1700-tals bygning på hjørnet af Torvegade og Christianshavns Kanal. Med masser af skæve vægge og Christianshavnerstemning. I lokalerne har der også tidligere været gavebutik. I mange år solgte Brøste gaver fra lokalerne og senest har butikken Inblik solgt ting til hjemmet.