Så kan der købes gaver i Gavebutikken på Christianshavn!

Så kan der købes gaver i Gavebutikken på Christianshavn!

Tirsdag d. 20 juni åbnede den 14. genbrugsbutik i Røde Kors Hovedstaden, og det blev en dejlig dag fuld af taler, godt samvær og ikke mindst gaver. Butikken ligger på Torvegade 38 på Christianshavn.

af Lene Nørgaard Lau, Lone Israelsen og Marie Brandt (foto)


Farverige balloner blafrer udenfor på gelænderet i det centrale Christianshavn, og indenfor summer det af liv, lys og ikke mindst varme.

Snakken går, så det snurrer i ørene, og de mange mennesker kigger nysgerrigt på de flotte ting, der pryder hylderne denne dag: Én tager en gul kande i hånden, kigger på prisen og taler med sidemanden, mens andre beundrer det store, røde kors, der pryder den ene væg.

Se video fra åbningsdagen her!

I hele butikken står spændte gæster, der har glædet sig til at se den nyeste genbrugsbutik i Røde Kors Hovedstaden. Butikken ligger på Torvegade 38 på Christianshavn, og bag disken står to af butikkens frivillige, Anette og Birgit, klar til at sælge gaven, der giver igen.

”Derfor er genbrugsbutikkerne så vigtige”

Pludselig bliver der stille, og Hanna Line Jakobsen – præsidenten for Røde Kors – går i gang med at holde sin tale.

Hun fortæller om nødhjælpsarbejdet, de store katastrofer i Yemen og Syrien, og om når hun møder op i ministeriet for at få hjælp.

”Så bliver jeg altid spurgt, ’hvad kommer du selv med?’, og når jeg så fortæller, at jeg faktisk har penge med, så er de mere villige til at lytte,” fortæller hun og fortsætter: ”Derfor er genbrugsbutikkerne så vigtige, og de er i øvrigt også en gevinst for klimaet på grund af genanvendeligheden,” siger hun.

Et øjeblik efter står hun klar med en saks og klipper et stykke af den røde stykke snor over. “Så vil jeg gerne have lov til at erklære butikken for åben,” siger hun og kæmper lidt med det røde snor, da saksen tydeligvis ikke er den skarpeste.

“Ahhh..det er en genbrugssaks,” udbryder hun, da det til sidst lykkes at få snoren klippet over, hvilket medfører høje klapsalver og grin fra de mange besøgende.

Det er i øvrigt 9. gang, at den samme røde snor er med til åbningen af en butik. Der bliver nemlig kun klippet et lille stykke af hver gang, så der tænkes genbrug i selv de mindste detaljer.

Gaven, der giver igen

Gavebutikken på Christianshavn er lidt speciel, for den sælger gaver: Hvis man finder en lækker ting i butikken, vil den blive pakket flot ind af butikkens frivillige, så man er helt klar til at give en gave.

Og der er tale om specielle gaver, for de giver nemlig igen. Butikkens overskud støtter de mest sårbare, så når man køber gaver fra Gavebutikken på Christianshavn giver man en gave til mennesker, der har mest brug for hjælp.

Følg Gavebutikken på Christianshavn på Facebook!

Anne Thomsen er butiksleder i Gavebutikken på Christianshavn.

Efter talen fra Hanna Line Jakobsen går snakken løs igen, og folk mingler rundt mellem hinanden. En af de hjemløse fra Christianshavns torv er også kommet forbi. Han tager lidt mad fra buffeten, taler lidt med de andre og siger pænt tak for maden, da han går igen.

To piger, som arbejder tæt på butikken, kommer forbi for at sige hej og tillykke. De havde taget en pause i dagens arbejde og køber nogle små glasting, og efter 20 minutters åbningstid har der været 10 ekspeditioner i butikken

Læs mere om de 14. genbrugsbutikker i Røde Kors Hovedstaden her!

Nogle har også gaver med til butikken, som jo altid tager godt imod genbrugsguldet.

En dame kommer og donerer en sød rund vase med en rød rose i, og en mand fortæller, at han er gift med en af de frivillige i butikken, og han har lovet at give en hånd med, hvis det kniber en dag.

Butiksleder Anne Thomsen har travlt med at komme rundt og hilse på alle. Det har været nogle lange dage op til åbningen, siger hun, da de sidste ting skulle på plads før den store dag. ”Det er dejligt at se så mange mennesker, og mine ører snurrer helt,” siger Anne og smiler.

Se de flotte billeder fra åbningen her!