En frivillig familieven gør en positiv forskel for udsatte børnefamilier

En frivillig familieven gør en positiv forskel for udsatte børnefamilier

Den frivillige træder udelukkende ind i familiens hjem, fordi han eller hun har lyst til at hjælpe. Det giver en anden form for støtte, der kan virke mere ligeværdig og i øjenhøjde. Den frivillige kan blandt andet være med til at skabe faste rammer for hverdagen eller bygge bro til lokalområdet. Det viser en ny rapport.

Af: Natasha Goldsmith

Den nye rapport Læringsmiljø i hjemmet og frivillighed er udarbejdet af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd om Røde Kors’ projekt Familien i Fokus. En del af projektet handler om at tilbyde udsatte familier en frivillig familieven. Sammen finder de ud af hvordan, den frivillige bedst kan støtte familien. Målet er at fremme børnenes trivsel både socialt og fagligt.

– Helt lavpraktisk kan støtten blandt andet bestå af at hjælpe børnene med lektier, tage med til møder med skolen, få gode rutiner i hverdagen eller opfordre familien til at deltage i lokale aktiviteter, fortæller Anne-Dorthe Hestbæk, seniorforsker hos VIVE.

En støtte, der giver mening

– Det godt at se, at rapporten viser, at frivillige kan bidrage på anden måde end de mere professionelle relationer kan. Det stemmer også overens med den positive tilbagemelding, vi har fået fra de familier, der støttes af en frivillig familieven, siger Tina Ingerdahl, som er sektionsleder for Røde Kors Hovedstaden.

Rapporten tager udgangspunkt i en kortlægning af fire indsatsområder, hvor frivillige kan bidrage til at styrke læringsmiljøet i hjemmet:

  • Styrkelse af relationer og rammer i familiens hjem
  • Styrkelse af børnenes sproglige og matematiske kompetencer
  • Gennem brobygning til lokalsamfundet
  • Gennem et bedre samspil mellem familien og dagtilbud/skole

Familien i Fokus er støttet af den A.P. Møllerske Støttefond.
Du kan læse mere om aktiviterne her.