“En adgangsbillet til en anden verden”

“En adgangsbillet til en anden verden”

Frivillige fra Røde Kors Hovedstaden hjalp til som publikumsguider, da Copenhagen Summer Dance løb af stablen fra den 9.-11. august. Som tak for hjælpen donerede Dansk Danseteater, der står bag festivalen, 30.000 kr. til Røde Kors Indsamlingen. ”Man får én på opleveren som frivillig,” fortæller Elisabeth Peyron, der var én af de 30 Røde Kors-frivillige.

Af: Nicolai Nygaard og Lone Israelsen (foto)

 

En publikumsguide i rød t-shirt med påskriften ”GUIDE” skuer mod horisonten. De mørke skyer lover længe ventet regn til de tørkeramte plæner og søer i København. Men på Ofelia Plads håber de, det holder tørt.

Det er torsdag den 9. august og premieredag på den elskede københavnske sommertradition, Copenhagen Dance Festival, en tredages open air festival med moderne dans og ballet i verdensklasse. I år er festivalen rykket til Ofelia Plads på Kvæsthusmolen, hvor den københavnske havn danner en smuk og samtidig vild kulisse for den populære dansefestival.

Røde Kors Hovedstaden stiller med 30 frivillige, der hjælper til som publikumsguider, og som tak donerer Dansk Danseteater 30.000 kr. til Røde Kors indsamlingen, der i år finder sted søndag den 7. oktober.

Tilmeld dig som indsamler her!

Regn kan dog betyde aflysning af hele arrangementet, men heldigvis holder skyerne sig på afstand for resten af aftenen.

Én af de frivillige er Elisabeth Peyron, der står for koordineringen af de frivillige publikumsguider fra Røde Kors Hovedstaden. Hun er med for femte gang og er meget begejstret for at være med bag kulissen:

”At være frivillig til Copenhagen Summer Dance er en adgangsbillet til en verden, jeg ikke normalt er en del af. Jeg elsker alt med kultur, og her får jeg mulighed for komme med bagved kulissen,” siger hun.

Hjælper med det praktiske

For Elisabeth, der til dagligt arbejder i IT-branchen, har det særligt givet hende en unik indsigt i dans, som hun ellers ikke ville kunne få:

”Når man har været med flere år som jeg, begynder man at kunne se en udvikling. Pludselig lægger jeg mærke til detaljerne i dansen og kan se ændringerne fra år til år. I år har jeg eksempelvis lagt mærke til en lille, spændende klassisk frekvens, som er fantastisk,” siger hun.

De frivillige publikumsguides fra Røde Kors Hovedstaden sørger for, at de knap tusind publikummer til hver forestilling får armbånd, program, bliver guidet til deres pladser og får svar på, hvad de måtte have af spørgsmål.

Og ifølge Elisabeth er det ikke nødvendigvis en hård tjans:

”Det er ikke voldsomt avanceret at være frivillig til dette event. Man skal bare være venlig, hjælpsom og kunne lide at snakke. Og så får man altså én på opleveren til gengæld,” fortæller hun.

Se flere billeder fra Copenhagen Summer Dance her