“Det var en rigtig god oplevelse”

“Det var en rigtig god oplevelse”

Den 29. september gav Mogens Dahl Kammerkor to koncerter for brugerne af Røde Kors Hovedstadens tilbud, og det var nogle fantastiske oplevelser. Den 25. oktober giver koret endnu en koncert, og den kan du gratis komme med til.

Af: Ulrik Stavnsbjerg Offersen og Pia Vestergaard Simms (foto)

 

“Jeg var meget begejstret for koncerten. De var meget nærværende og søde, og det var en rigtig god oplevelse.”

Sådan siger én af de mange kvinder, der den 29. september hørte Mogens Dahl Kammerkor optræde i Røde Kors Herberg for Kvinder i Hvidovre. Her var en stor gruppe af Herbergets beboere, frivillige og ansatte samlet for at nyde en helt særlig oplevelse.

Med bløde sofaer, retro tapet og hyggelamper var opholdsstuen i Herberget perfekt til dagens koncert, der både var intim og rørende. Det var meget tydeligt, at Herbergets beboere nød oplevelsen, og flere blev synligt rørte af de smukke toner og stemmer.

“Sangen mindsker afstanden mellem mennesker”

Koncerten er én ud af i alt fire koncerter, som Mogens Dahl Kammerkor har valgt at give gratis til brugerne af Røde Kors Hovedstaden.

”Med vore koncerter for Røde Kors Hovedstaden vil vi gerne være med til at bakke op om den meget meningsfulde indsats, der ydes. Jeg er fuld af beundring for det arbejde, som Røde Kors står for, og med sangen ønsker vi at bidrage til at forstærke og mærke det fællesskab, som sang og musik i så rigt mål kan være med til,” siger Mogens Dahl og fortsætter:

“Der er en meget kort vej fra menneske til menneske, når sangen er budbringeren.”

Mette Svensson er seniorudviklingskonsulent hos Røde Kors Hovedstaden. Hun fortæller, at det var meget nærliggende at få koret til at optræde for kvinderne på Herberget:

“Det er altid rart at kunne tilbyde sådan en oplevelse til en gruppe mennesker, som måske ellers ikke ville få muligheden,” fortæller hun.

Senere på dagen den 29. september optrådte koret for brugere af Netværkshuset Nørrebro, og den 25. oktober er det brugere af Netværkshuset Kastruplund, der får besøg af koret.

Den 25. oktober giver Mogens Dahl Kammerkor også koncert i Brøndsalen i Det Kongelige Danske Haveselskabs lokaler kl. 15.30. Koncerten er gratis, og du er meget velkommen til at deltage. Se hele invitationen her og husk at tilmeld dig.