Shoppingguider

Shoppingguider

For ældre kan turen i et shoppingcenter være en uoverskuelig opgave, der er svær at klare. Derfor hjælper frivillige Shoppingguider ældre med at købe ind, finde rundt og skabe det overblik, der gør indkøbsturen til en succes.

Københavns Kommune og Røde Kors Hovedstaden samarbejder i aktiviteten Shoppingguider. Københavns Kommune arrangerer den ugentlige kørsel til og fra shoppingcenteret, mens de frivillige Shoppingguider står klar til at hjælpe de ældre ved ankomsten.

Der tilbydes i øjeblikket kun hjælp af shoppingguider på Fisketorvet.

Bliv frivillig

Som frivillig Shoppingguide står du til rådighed sammen med dine frivillige kollegaer i tidsrummet 9.30-13.00 i indkøbscenteret på Fisketorvet 1-2 gange om ugen. Sammen med de andre frivillige er du blandt andet med til at skabe overblik, hygge om de ældre, samt skabe et fællesskab med og mellem de ældre handlende.

Det er vigtigt, at du har lyst til at deltage i det sociale samvær med ældre, at du møder dem i øjenhøjde, har tålmodighed og er smilende og hjælpsom. Du skal være opsøgende i forhold til de ældre, kunne håndtere flere opgaver på samme tid og have en praktisk sans.

Kontakt

Kontakt Københavns Kommune, hvis du er interesseret, da du skal visiteres til at komme med på shoppingtur.

Vil du høre mere om Shoppingguider eller muligheden for at blive frivillig? Så kontakt Røde Kors Hovedstaden på telefon 38 33 64 00 eller send en mail til rkh.seniorkoordination@rodekors.dk