Rådgivning for seniorer

Rådgivning for Seniorer

Vejledning om stort og småt!

Røde Kors Hovedstaden tilbyder gratis rådgivning til borgere over 65 år i Københavns Kommune. Den ældre kan have konkrete spørgsmål eller have et ønske om at dele sine tanker og bekymringer, store som små. Frivillige vejleder seniorerne i spørgsmål såsom it, økonomi, sociale aktiviteter samt diverse ordninger målrettet de ældre.

Rådgivningen foregår primært hjemme hos den ældre, men den kan også foregå telefonisk.

Om rådgivningen

Hvis du mangler hjælp til din økonomi, digitale løsninger og kontakten til det offentlige? Er du over 65 år og bosat i Københavns Kommune? Så kan du få hjælp af de frivillige i Rådgivning for Seniorer. De kan give dig svar på spørgsmål såsom:

  • Hvem kan hjælpe med at søge tillæg i kommunen, eller boligstøtte?
  • Hvem kan hjælpe mig med overblik over, hvordan min økonomi ser ud, hvis jeg bliver alene eller vil flytte?
  • Hvordan får jeg en besøgsven eller kommer i en aktivitet?
  • Hvor henvender jeg mig om hjemmehjælp, hjælpemidler eller madudbringning?
  • Hvilke rettigheder har jeg, hvis jeg flytter i plejebolig?

De frivillige står også til rådighed, hvis du ikke har konkrete spørgsmål, men hvis du ønsker at dele dine tanker og bekymringer om stort og småt.

Det er gratis at benytte Rådgivning for Seniorer.

 

Hvis du vil høre mere eller tilmelde dig ordningen, kan du kontakte Røde Kors Hovedstaden på telefon 38 33 64 00 eller sende en mail til rkh.seniorkoordination@rodekors.dk

 

 

Hvis du ønsker at være del af et rådgivningsteam for ældre medborgere, er Rådgivning for Seniorer måske den rette aktivitet for dig. Som rådgiver indgår du i en vagtturnus, når du har mulighed for det. Rådgivningen foregår primært i dagtimerne og de tidlige aftentimer, men du vil i høj grad selv kunne planlægge, på hvilke tidspunkter du arbejder.

 

Dine kompetencer

Som frivillig i Rådgivning for seniorer er det en fordel, hvis du har socialfaglig baggrund eller faglig viden om privatøkonomi, men ren interesse for rådgivning er også tilstrækkeligt. De frivillige får naturligvis en introduktion til de emner, som der rådgives i.

Emnerne kan blandt andet være: 

  • Hjælp med it, f.eks. Nem Id og digital post
  • Hjælp til at skabe et økonomisk overblik
  • Hjælp til hvordan man får en besøgsven eller kommer i en anden aktivitet i Røde Kors Hovedstaden
  • Hjælp til hvor man henvender sig, hvis man ønsker hjemmehjælp, madudbringning eller lignende

 

Vil du høre mere om tilbuddene i Rådgivning for Seniorer eller muligheden for at blive frivillig i rådgivningen? Så kontakt Røde Kors Hovedstaden på telefon 38 33 64 00 eller send en mail til rkh.seniorkoordination@rodekors.dk.