Samariterkorps

Hovedstadens Samariterkorps

Hovedstadens Samariterkorps (HSK) er grundlagt i 1911 og er en afdeling under Røde Kors Hovedstaden. HSK varetager Røde Kors’ samariterarbejde i Københavns, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner. 

Vi har vagter til blandt andet koncerter, store som små løb samt fodboldkampe og øvrige arrangementer i Telia Parken i København. Desuden deltager Hovedstadens Samariterkorps med samaritter på blandt andet Roskilde Festivalen. Vi behandler alt fra behandling af småskrammer, vabler, brækkede arme og ben, til hjertemassage og behandling af shock.

Ud over vagtarbejdet har vi også en del arbejde med at klargøre udstyr og vi har garageaftener og pakkedage. Desuden holder vi vores uddannelser ved lige gennem månedlige undervisnings- og øveaftener.

Vi er godt 80 samaritter, der lægger stor vægt på at vi har et godt fællesskab. Igennem vores frivillige arbejde kommer vi tæt på både patienter og kollegaer og derfor er det essentielt, at vi kender hinanden, og at vi stoler på hinanden.

Om Samaritertjenesten

NYT fra Hovedstadens Samariterkorps

Rekvirer en samaritervagt

Skal du arrangere et idrætsstævne, en koncert eller anden event og vil være sikret kompetent førstehjælp, hvis uheldet er ude, er det en god idé at have en samaritervagt fra Hovedstadens Samariterkorps.

Vi kan stille med både uddannede samaritter og særligt uddannede medics, der er samaritter med en sundhedsfaglig baggrund, som er uddannet til blandt andet at håndtere akut opstået sygdom

Du kan bestille eller forespørge på en samaritervagt ved at skrive til vagtkoordinator@samarit.dk eller ved at udfylde dette skema.

Hvordan bliver man samarit? 

En samarit har modtaget en lang førstehjælpsuddannelse og hjælper frivilligt deltagere og tilskuere til forskellige typer af arrangementer i Danmark.
En samarit behøver ikke arbejde i sundhedsvæsenet til daglig. Vi ser lige så gerne, at lærere, håndværkere og buschauffører er samaritter som læger, sygeplejersker og reddere. Vores forskellige baggrund og tilgang til patienten er netop en af vores store styrker.

Der er dog en række ufravigelige krav, du skal opfylde for at kunne blive samarit

  • Være mellem 18 og 60 år
  • Kunne tale og forstå dansk
  • Være indstillet på at bruge fritiden på frivilligt arbejde
  • Kunne klare fysisk belastende arbejde som båretransport og hjertemassage
  • Være velsoigneret og ikke have misbrug af alkohol eller lignende
  • Have en ren børneattest

Læs mere om hvordan du bliver samarit.

Den første tirsdag i hver måned kl. 18.30 holder vi velkomstaften for alle interesserede i vores lokaler på Nattergalevej 6 i København NV. Her fortæller vi meget mere om vores uddannelse, og du kan få lov at se på vores materiel. Der vil være uddannede samaritter til at fortælle, hvad det vil sige at være samarit og vise billeder fra vores vagter. Du får også her mulighed for at stille alle de spørgsmål, du måtte have.

Vil du vide mere? Så kontakt Hovedstadens Samariterkorps på telefon 38 33 07 02 eller send en mail til kontor@samarit.dk
Vi har også åbent på vores kontor på Nattergalevej 6 hver onsdag fra klokken 17-19.