Danmark Spiser Sammen – og du er inviteret med ved middagsbordet

Danmark Spiser Sammen – og du er inviteret med ved middagsbordet

Røde Kors Hovedstaden deltager igen i år i Danmark Spiser Sammen. Begivenheden foregår i hele uge 17, og nu har du muligheden at købe billet til den kæmpe fællesmiddag d. 24. april, hvor alle er velkomne.

 

Af: Ida Mehl og Steven Biccard (foto)

Flere end 210.000 mennesker føler sig ofte ensomme i Danmark. Det er 210.000 for mange, og det sætter Folkebevægelsen mod Ensomhed fokus på for tredje år i træk.

Over 70 organisationer, inklusiv Røde Kors Hovedstaden, arbejder i uge 17 sammen om at få folk til at mødes, knytte netværk og spise sammen. I løbet af ugen vil der nemlig blive afholdt store og små spisearrangementer i hele landet.

Med Danmark Spiser Sammen opfordrer Folkebevægelsen mod Ensomhed til, at vi mødes og spiser sammen med nogle, vi ellers ikke taler med til daglig.

“Man taler bare godt sammen over et måltid, og snakken går ofte helt af sig selv. Derfor er Danmark Spiser Sammen en rigtig god måde at skabe et nyt netværk og skabe sammenhold rundt om bordet,” siger Gert Pedersen, som er koordinator på seniorområdet i Røde Kors Hovedstaden og medlem af arbejdsgruppen bag Danmark Spiser Sammen.

Sid til bords med 300 nye ansigter

Igen i år bliver der som del af Danmark Spiser Sammen afholdt en stor fællesspisning, og den finder sted den 24. april fra kl. 17:00 – 21:00 i AFUK’s (Akademiet for Utæmmet Kreativitet) flotte lokaler på Enghavevej 82B.

”Sidste år deltog omkring 300 mennesker, og det var en rigtig hyggelig aften. Jeg opfordrer alle til at tage familien, naboen, venner og veninder under armen og deltage i fællesmiddagen,” siger Gert Pedersen.

Køb din billet til middagen her!

Middagen er åben for alle – unge og ældre, enlige og par, ensomme og børnefamilier – ja, simpelthen alle, der har lyst til at møde nye mennesker og have en hyggelig aften med dejlig mad og god underholdning.

Københavns sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling, byder velkommen og er vært for aftenen. Derudover vil skuespillerinde Anne Marie Helger komme og holde oplæg, og der er også sørget for underholdning for børn og barnlige sjæle, når AFUK’s dygtige elever laver cirkusindslag.

Det er frivillige, der står for at få middagen til at blive en succes, og der er stadig brug for flere hænder. Vil du være frivillig den aften så kontakt Josephine Hansen på rkh.josephine.hansen@rodekors.dk.

“Vi har fokus på at bekæmpe ensomhed”

Gert Pedersen fremhæver, at Røde Kors Hovedstaden har en række sociale aktiviteter, der netop har fokus på at skabe gode netværk og bryde ensomhed:

”I Røde Kors Hovedstaden har vi stort fokus på at bekæmpe ensomhed. Vi har blandt andet to aktiviteter – Frokostpausen og Madvenner – hvor man samles om et godt måltid mad og nyder fællesskabet sammen. Derudover har vi en række aktiviteter, der handler om at modvirke ensomhed for ældre, blandt andet Turtjenesten, Besøgstjenesten, Bogvenner og Tryghedsopkald. Vi har også aktiviteter for ensomme midt i livet, blandt andet Værket,” fortæller Gert Pedersen.

Røde Kors Hovedstaden arrangerer et særskilt event for deltagerne fra de sociale aktiviteter, så de kan mødes på tværs af aktiviteterne og derved styrke sammenholdet yderligere.

Her kan du få et fuldt overblik over de aktiviteter i Røde Kors Hovedstaden, der har fokus på ensomhed.