Christina holder mange bolde i luften som mødestedsleder

Christina holder mange bolde i luften som mødestedsleder

I flere år har Christina Tønder Bell været mødestedsleder til Røde Kors Indsamlingen, der i år bliver afholdt den 1. oktober. ”Det handler om at skabe en god dag for de frivillige og indsamlerne,” siger hun.

Af: Ulrik Stavnsbjerg Offersen og Aygun Meshki (foto)

 

Den 1. oktober vil frivillige indsamlere igen snøre de gode travesko og stemme dørklokker, når den årlige Røde Kors Indsamling løber af stablen.

Bag de mange indsamlere er en stor gruppe frivillige, der sørger for, at dagen glider godt. Én af dem er Christina Tønder Bell, der de sidste år har været frivillig mødestedsleder hos Røde Kors Hovedstaden.

”Jeg leder et team af omkring 10 frivillige, og jeg sørger for, at alt går godt på selve dagen, og at de frivillige er godt klædt på til at tage imod indsamlerne i vores område,” siger hun.

Røde Kors Hovedstaden er allerede gået i gang med planlægningen af indsamlingen, og i skrivende stund mangler der stadig en håndfuld mødestedsledere.

”Min rolle er at skabe de gode rammer”

I Hovedstaden er i alt 20 mødesteder spredt ud over byen, og Christina Tønder Bell var forrige år mødestedsleder i City-afdelingen, der har mødested på N. Zhales Seminarieskole i Linnésgade 8 tæt ved Nørreport St.

Hun er ikke i tvivl om, hvad det vigtigste ved hendes rolle er:

”Det handler i høj grad om at skabe nogle gode rammer for de frivillige. De skal være klædt på til at tage imod indsamlerne, svare på deres spørgsmål og hjælpe dem, hvis de har brug for det,” siger hun.

Sidste år deltog hun i tre møder over sommeren med den overordnede projektleder hos Røde Kors Hovedstaden og de andre mødestedsledere.

Et par dage før selve indsamlingen blev raslebøsser og andet materiale sendt ud til mødestedet, og på dagen mødtes de frivillige og Christina Tønder Bell til morgenmad og briefing:

”Her gennemgik vi dagens forløb, og hvad vi skulle nå inden kl. 10.30, hvor mødestedet åbnede. Det er vigtigt, at de frivillige er helt med på, hvad de skal gøre og sige, og det er blandt andet min rolle,” siger Christina Tønder Bell.

”Alle skal have en god dag”

På selve dagen er det vigtigt, at man som leder har is i maven og kan holde mange bolde i luften, forklarer hun:

”Som mødestedsleder skal man kunne håndtere mange mennesker og spørgsmål og samtidig bevare overblikket, så det er en god idé, hvis man har erfaring med projektledelse og eventplanlægning, men det er selvfølgelig ikke et krav,” siger Christina Tønder Bell.

Når indsamlerne er færdige, kan de få kaffe og kage ved mødestedet, og her er det vigtigt at hygge om indsamlerne, siger Christina Tønder Bell:

”Det er dejligt, hvis vi kan hygge os på dagen: Både indsamlerne og de frivillige skal have en god dag, så de har lyst til at hjælpe igen næste år, og det er det sjoveste ved mit job – at give folk en god dag,” siger hun.

Røde Kors Hovedstaden mangler stadig en håndfuld frivillige mødestedsledere til Røde Kors Indsamlingen søndag d. 1. oktober. Kontakt projektleder Emilie Brandt på emilie.brandt@rodekors.dk eller telefon 60 43 64 13, hvis du er interesseret.

Christina og resten af holdet af frivillige til sidste års indsamling.