Bogorm eller læsehest? Så er Bogvenner måske noget for dig!

Bogorm eller læsehest? Så er Bogvenner måske noget for dig!

Med stor kærlighed til den gode bog og det hyggelige samvær mødes Bogvenner til en snak om litteratur, lixtal og livet.

Af: Lucas Baunsgaard og Pia Vestergård Simms (foto)

 

Mange holder af en god bog, men desværre er det ikke alle, der har nogen af dele deres litteraturoplevelser med. Det er her, at Bogvenner, der har været en aktivitet i Røde Kors Hovedstaden siden 2014, kommer ind i billedet.

Det forklarer Birgitte, der er leder af aktiviteten.

”Bogvenner handler om at dele glæden ved litteratur med andre. Det kan være én-til-én møder – og her bestræber vi os i særlig høj grad på, at man skal kunne have det hyggeligt og at man interesserer sig for de samme bøger. Men det kan også være som del af en gruppe, hvor man mødes og diskuterer bøger. Det er naturligvis helt gratis,” fortæller Birgitte.

Højtlæsning er efterspurgt

”Interessen for en god bog er altid det bærende element for Bogvenner. Men når det begynder at knibe med at se bogstaverne, kan det være svært at holde interessen for bøgerne i live,” forklarer Birgitte. ”Vi er derfor også begyndt at læse højt, da rigtig mange efterspurgte det. Det har sidenhen spredt sig ganske meget,” fortæller Birgitte.

Kunne du tænke dig at blive del af Bogvenner? Så klik her.

Hun forklarer også, at mange har svært ved at koncentrere sig, når de hører lydbøger, men at det bliver nemmere, når der sidder en og læser højt.

”Men vores højtlæsninger handler også om mødet med andre mennesker. Når man sidder sammen, så man får en fælles oplevelse af at være sammen. Derfor får begge parter også noget ud af det,” siger hun.

En hyggelig stund, en god kop kaffe og samvær med andre

Nogle er vilde med krimier, andre elsker klassikerne og endeligt er der dem, der bare elsker at få læst højt.

To af dem er Helle på 58 og Gurli på 88. På en mandag eftermiddag, som så mange gange før, var de begge til højtlæsning i Kollektivhuset ved Ryparken Station.

”Rutinerne er faste,” forklarer Helle: hun sørger altid for kaffe, the og småkager og så søger Gurli for den gode stemning.

”Vi kan jo godt lide at trække på smilebåndet, siger Helle, ”og det er også ofte fællesnævneren for de bøger, der bliver læst højt i Kollektivhuset,” fortæller hun.

Men ikke i dag. I dag handler det om kvinder. Nærmere bestemt om hvordan det har været at være kvinde gennem fire generationer. Det er nemlig Lillys Danmarkshistorie, der er udvalgt som dagens bog.

Birgitte når ikke at læse mange sider, før bogens beretninger giver anledning til diskussion. Alle de tilstedeværende kvinder bliver hurtigt enige om, at et kvindeliv ikke altid har været – eller er – lige nemt.

”Åh, hvor jeg hader mænd”

Højtlæsningen bliver hurtigt udskiftet med udveksling af anekdoter fra de tre kvinders egen opvækst. Særligt Gurli, som er opvokset i indre by i København tilbage i 1930’erne, har mange historier at fortælle.

Gurlis forældre boede nemlig i ’Pisserenden’, inde ved Larsbjørnsstræde, hvorfor hun ofte rendte ind i fulde mænd fra en af gadens mange beværtninger. ”Åh, hvor jeg hader mænd,” udbryder hun. Helle bryder ud i latter. ”Ej, Gurli, det passer da ikke,” siger hun.

Gurli giver os et lumsk smil, hvorefter hun kigger direkte på mig (selvskabets eneste mand), og siger ”Nej, ikke ALLE mænd”.

Historien fra højtlæsningen i Kollektivhuset giver i virkeligheden et godt billede af, hvad Bogvenner handler om: man mødes med en fælles interesse for bøger, men også med et fælles ønske om at hygge sig med andre mennesker.

Lige nu sætter Røde Kors Hovedstaden fokus på ældre og ensomhed ved at sætte tusindvis af cykelkurveomslag op i hele København. Klik her og få mere af vide!