Babynettet udvider til Amager

Babynettet udvider til Amager

Babynettet

Røde Kors Hovedstaden vil fremover også hjælpe nybagte mødre på Amager.

Af Nina Maria Jensen

Babynettet er nemlig kommet til bydelen, og det er en aktivitet, der er rettet mod gravide og nybagte mødre. Formålet er at give lidt ekstra støtte til kvinderne, så de bedre kan håndtere de udfordringer, som følger med det at blive mor.

babynettet-3-300-px”Mor og barn skal komme godt fra start”

Bente Petersen er frivillig teamleder på Amager og fortæller lidt mere om tankerne bag Babynettet, der for første gang mødtes på Amager den 12. maj:

”Mor og barn skal komme godt fra start, så vi tilbyder at hjælpe med at skabe et nært forhold mellem de to. Kvinderne kan forvente støtte og vejledning og en følelse af omsorg fra de frivillige, og at det er et sted, hvor man kan snakke om stort og småt i livet. Vi ønsker at skabe nærhed og nærvær og give en oplevelse af tilstedeværelse for den enkelte. For at skabe en følelse af intimitet kommer der nok maksimalt til at være syv kvinder per gang,” siger hun.

I Babynettet mødes gruppen hver anden torsdag (ulige uger) fra kl. 10-13 i Foreningshuset Sundholm 8 på Sundholmsvej 8. Og det bliver ikke kun til hyggesnak – de frivillige tilbyder nemlig også hjælp med det praktiske:

”De frivillige i Babynettet vil tage kvinderne med på loppemarked og i genbrugsbutikker, for at vise hvor man kan købe billigt børnetøj og legetøj. Andre praktiske ting som hjælp til at skrive barnet op til vuggestue, kan vi også hjælpe kvinderne med,” forklarer Bente Petersen.

babynettet-2-300px

 

 

Babynettet startede i efteråret 2015 på Østerbro, og blev hurtigt en stor succes med mange deltagende mødre og frivillige. Siden flyttede aktiviteten til Nørrebro, og torsdag d. 12 maj startede Babynettet altså på Amager.

Vil du være med?

Babynettet søger både flere frivillige og nybagte mødre, så hvis du er interesseret, er du velkommen til at kontakte teamleder Bente Petersen på rkh.babynet@rodekors.dk.