Amelia fra Sankt Annæ Gymnasium var i Libanon med Røde Kors

Amelia fra Sankt Annæ Gymnasium var i Libanon med Røde Kors

Amelia Lund Dahlgaard går i 3.g på Sankt Annæ Gymnasium i Valby. På trods af lektier og store afleveringer har hun sagt ja til at være Røde Kors gymnasieambassadør. Sammen med de andre ambassadører på Sankt Annæ Gymnasium er hun med til at sprede budskabet om Røde Kors indsamlingen søndag d. 7. oktober.

Af: Stine Falkenberg Kehler

Amelia er ikke i tvivl om, hvorfor hun har sagt ja til at være gymnasieambassadør for Røde Kors. Hun var ambassadør i 2.g og det var en meget positiv oplevelse. Det vigtigste er dog, at hun kan gøre en forskel for andre mennesker: ”Jeg synes det er vigtigt. Jeg synes det er et godt koncept, og jeg ved, at der er brug for det. Det er super godt at donere til indsamlingen, men jeg kan godt lide at være aktiv i selve indsamlingen og bidrage på den måde” fortæller Amelia.

”Jeg skal til Libanon, jeg skal til Libanon”

Billede fra Amelias tur til Libanon med Røde Kors

En dag fik Amelia og de andre gymnasieambassadører en mail om, at de kunne søge om at komme med Røde Kors til Libanon: ”Jeg skrev en ansøgning og tænkte, at jeg ikke ville komme med. Jeg tænkte, at chancen var så lille. Det er ligesom når jeg deltager i en konkurrence – jeg vinder aldrig noget, men man kan jo lige så godt prøve” fortæller Amelia.

Det skete dog alligevel. Imens Amelia var på arbejde så hun pludselig, at hun havde et ubesvaret opkald, og at hun havde fået en SMS: ”Jeg var på arbejde, da jeg så det. Jeg kiggede på min chef og nærmest råbte – jeg skal til Libanon, jeg skal til Libanon. Min chef kiggede lidt mærkeligt på mig, for i første omgang forstod hun ikke lige hvad der skete” griner Amelia.

Mange stærke oplevelser

I alt 7 gymnasieambassadører fra hele landet skulle med Røde Kors til Libanon. Dagen før afrejsen, var der nogle af de andre ambassadører der overnattede hos Amelia: ”Det var virkelig hyggeligt. Generelt var det dejligt at ingen kendte hinanden på forhånd. Alle var ligesom i samme båd, og vi fik gode relationer på kryds og tværs.
På rejsen snakkede alle sammen, og det var virkelig rart. 
Jeg var lidt nervøs
før vi tog afsted, så det var godt at der var god stemning”
fortæller Amelia.

Flygtninge camp i Libanon

I Libanon skulle gymnasieambassadørerne besøge nogle af de flygtninge camps, der er opstået på grund af krigen i Syrien. Her skulle de møde de mennesker der lever i flygtninge camps, og se hvilket arbejde Røde Kors laver: ”De mennesker vi mødte i flygtninge campene var så gæstfrie og imødekommende. Man følte sig virkelig velkommen. De havde nærmest ingenting og alligevel bød de os for eksempel på te. Jeg oplevede eksempelvis en mand der brugte sit sparsomme vand på at skylle sine vindruer, som han serverede for os” fortæller Amelia.

Amelia og de andre gymnasieambassadører havde mange stærke oplevelser på rejsen. Blandt andet så de, hvordan Røde Kors arbejder med at gøre livet lidt bedre, for de mange børn der bor og lever i flygtninge campene: ”De brænder virkelig for deres arbejde. De var med til at skabe tryghed og hjalp for eksempel, hvis der var nogle der var syge. De havde meget fokus på børnene og lavede lege med dem. Man kunne virkelig se, hvor glade børnene var for at se dem, og hvor stor en betydning det havde for dem, at Røde Kors var der” fortæller Amelia.

Amelia og de andre ambassadører fik også et indblik i hvordan Røde Kors rykker ud,
når der er brug for hjælp: ”Stort set alt ambulancekørsel var noget Røde Kors stod for.
De rykkede ud, så snart der var brug for hjælp. Jeg er virkelig imponeret over,
hvor stort et arbejde Røde Kors laver, og jeg har set, hvor stor
en forskel det gør”
fortæller Amelia.

Fede præmier

Amelia går i 3.g på Sankt Annæ Gymnasium

Tilbage efter Libanon-turen forsøger Amelia og de andre ambassadører fra Sankt Annæ Gymnasium, at få gymnasiets elever til at melde sig som indsamlere til Røde Kors indsamlingen søndag d. 7. oktober. Amelia har fortalt om Libanon-turen og indsamlingen foran hele gymnasiet, og ambassadørerne har lokket med både sandwich og kage.

Derudover har Røde Kors sat flere forskellige præmier på højkant, som gymnasierne har mulighed for at vinde, hvis de får nok tilmeldte indsamlere: ”Jeg tror at mange fra gymnasiet tilmelder sig indsamlingen, fordi det er en virkelig god sag – men præmierne har da også en betydning. Da det blev offentliggjort, at man kan vinde en koncert med Kesi, hørte jeg nogle tale om, at de nok ville tilmelde sig indsamlingen. Så jeg tror både, det er den gode sag og de fede præmier, som har en betydning for, at de tilmelder sig” fortæller Amelia.  

Bliv gymnasieindsamler søndag d. 7. oktober

Er du selv gymnasieelev eller kender du én der er, så kan man tilmelde sig som indsamler her

Du kan også følge gymnasieindsamlingen på Facebook

Er gymnasietiden forbi, skal du ikke føle dig snydt – du kan også melde dig som indsamler her