Amagervirksomhed giver julegaver til elever på Kofoeds Skole

Amagervirksomhed giver julegaver til elever på Kofoeds Skole

300 elever fra Kofoeds Skole fik en varm julegave fra byggerådgivningsvirksomheden Martin & Co., som har doneret gavekort til Røde Kors Hovedstadens butikker.

Julen kan være ekstra kold og trist, hvis man ikke har meget netværk eller et hjem, man kan kalde sit eget. På Kofoeds Skole kan hovedstadens mest udsatte få hjælp til selvhjælp og støtte til en aktiv hverdag. Takket være Amagervirksomheden Martin & Co., som beskæftiger sig med bygherrerådgivning for både offentlige og private bygherrer, kan 300 af skolens elever nu også varme sig med en julegave – et gavekort på 150 kroner til en lokal Røde Kors butik.

– Som Amagervirksomhed vil vi gerne støtte en lokal sag. Vi har valgt at give gavekort til genbrugsbutikkerne, fordi eleverne fra Kofoeds Skole her kan få meget for pengene. På den måde giver vi både til den enkelte og et ekstra bidrag til Røde Kors’ arbejde, og det giver rigtig meget mening for os, fortæller CEO Jan Martin Sørensen fra Martin & Co.

En gave til eleverne – og til Røde Kors

Hos Røde Kors er den flotte donation et meget kærkomment bidrag.

– Det er sjældent at en gave kommer så mange til glæde. Julegæsterne på Kofoeds Skole er glade, vores butikker er glade, og de mennesker, vi hjælper med overskuddet fra butikkerne er glade. Og så håber vi, at ikke mindst at kunder og samarbejdspartnere hos Martin & Co. er glade for at være afsender på den meget cirkulære julegave, fortæller sekretariatsleder Pernille Scheel fra Røde Kors Hovedstaden.