Over 300 gæster holdt jul med Røde Kors Hovedstaden

Over 300 gæster holdt jul med Røde Kors Hovedstaden

Traditionen tro inviterede Røde Kors Hovedstaden personer og familier med begrænset netværk til julefest den 24. december. Omkring 240 gæster holdt en dejlig jul i Codanhus på Frederiksberg, mens der for første gang blev holdt endnu en julefest for 70 gæster i Pladeværkstedet på Refshaleøen.

Af: Ulrik Stavnsbjerg Offersen og Lone Israelsen (foto)

 

Julegaver, julemad og julemand!

Julen blev fejret efter alle kunstens regler den 24. december, da 80 frivillige ildsjæle skabte rammerne for en dejlig jul for lidt over 300 gæster.

For 14. år i træk lagde Codan Forsikring på Frederiksberg lokaler til en julefest, hvor 240 gæster – der eller ikke havde mulighed for at holde jul – kunne fejre julen med hinanden. 60 frivillige sørgede for at skabe en dejlig ramme for den hyggelige eftermiddag, og godt halvdelen af dem arbejder til daglig i Codan.

Traditionen tro kom Peter Mygind og Sofie Gråbøl forbi og stod for henholdsvis underholdning og oplæsning af juleevangeliet (se billederne nedenunder).

Julemanden kom naturligvis også og uddelte gaver til de 48 børn og bød gæsterne op til dans om juletræet. Børnene fik både en julegave fra Codan og fra Røde Kors Hovedstaden.

”Vi er meget glade for år efter år at kunne udlåne vores faciliteter til Røde Kors Hovedstaden og på den måde gøre en forskel for andre i julen,” fortæller Hjalte Laursen, der er chef for prisafdelingen i Codan og koordinator af julefesten. Han retter samtidig en stor tak til sine kollegaer i Codan:

“Jeg er særligt stolt over, at der er så mange medarbejderne her i Codan, der støtter op om julefesten. Omkring 30 medarbejdere er frivillige på selve dagen, og i hele december samler medarbejderne penge ind, så der er julegaver til de børn, der deltager,” siger Hjalte Laursen.

Ny julefest på Refshaleøen

For første gang i år blev der også holdt julefest på Pladeværkstedet på Refshaleøen. Her var 20 frivillige ildsjæle med til at skabe en dejlig jul for de omkring 70 gæster.

Også her kom julemanden forbi og uddelte gaver til de 20 børn, og der blev danset om juletræet og sunget julesange.

”De seneste år har vi oplevet et stigende antal henvendelser fra mennesker, der ikke har haft mulighed for at holde jul. For at sikre plads til alle, har vi derfor i år valgt at afholde to julefester. De blev begge hurtigt fuldt booket, og forhåbentlig får vi mulighed for at fortsætte begge julefester næste år,” fortæller Emilie Brandt, der er faglig leder i Røde Kors Hovedstaden.

Begge julefester var gratis at deltage i, og der skal lyde en stor tak til de mange frivillige, der var med til at høre dagen uforglemmelig. En særlig tak til Michael Reiler og Jakob van Toornburg, der var særligt engagerede i at skabe julefesten på Pladeværkstedet.

Også en stor tak til Frederiksberg Fonden, Københavns Kommune, I.F. Lemvigh Müllers Fond, Solibus, Christianshavns Bådudlejning, Creativ Company, REDA og Appetize+ der støttede begge julefester.

 

Se de dejlige billeder fra de to julefester her