“I 20 år har Offerrådgivningen brugt hjertet som telefon”

“I 20 år har Offerrådgivningen brugt hjertet som telefon”

For 20 år siden startede Offerrådgivningen deres gratis tilbud om akut psykisk hjælp til ofre, vidner og pårørende. Det blev fejret torsdag den 21. september, hvor Røde Kors Hovedstadens offerrådgivere holdt reception i Røde Kors’ Frivillighus på Blegdamsvej.

Af Laura Deichmann og Rikke Lynge (foto)

 

Offerrådgivningen i Røde Kors Hovedstaden startede i det små med ”Her og Nu Kontakten” i 1997, som dengang rummede fem frivillige rådgivere, der i alt hjalp fem personer det år.

I dag, 20 år senere, tæller Offerrådgivningen 36 erfarne og passionerede rådgivere,og sidste år fik 1.139 personer hjælp og støtte af rådgiverne. De frivillige rådgivere behandler sager anonymt og professionelt og kan døgnet rundt nås på telefon, mens det også er muligt at få et personligt møde med en rådgiver.

For at fejre jubilæet mødte omkring 60 gæster en torsdag eftermiddag op til reception i Røde Kors’ Frivillighus på Blegdamsvej.

Det mærkedes tydeligt på stemningen, at folk var samlet om en stor passion for at hjælpe.

Faglig sparring og gode bekendtskaber synes også at være en motivationsfaktor for alle i selskabet. Blandt de fremmødte var frivillige rådgivere, politi, psykologer og jurister. Det var tydeligt, at alle de fremmødte var stolte af Offerrådgivningens arbejde og markante udvikling gennem årene.

Udviklingschef i Røde Kors Hovedstaden Ole Mikkelsen er flankeret af justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og Allan Nyring, ledende politiinspektør ved Københavns Politi.

Medmenneskelige, lyttende og professionelle samtalepartnere gennem 20 år

”I 20 år har Offerrådgivningen brugt hjertet som telefon,” sagde udviklingschef for Røde Kors Hovedstaden, Ole Mikkelsen, i sin tale. Han gav desuden udtryk for, at han er dybt imponeret over Offerrådgivningens store indsats i årenes løb:

”I udfører et meningsfuldt arbejde, der varmer og gør os stolte. En stærk organisation med høj faglighed og et enestående fællesskab er nogle af de egenskaber, som karakteriserer Offerrådgivningen,” sagde Ole Mikkelsen.

Læs mere om Offerrådgivningen her

Imens de mange fremmødte skænkede vin i glassene, og samtalerne gik på kryds og tværs, stillede Else Bundesen, aktivitetsleder i Offerrådgivningen, sig op som næste taler i rækken:

”Vi er medmenneskelige, lyttende og professionelle samtalepartnere. Vi bliver uddannet til og trænet i at kunne tale med kriseramte mennesker, og vi bliver løbende videreuddannet og dygtigere til vores arbejde,” sagde Else Bundesen.

En vigtig indsats, vi alle kan relatere til

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) var også at finde blandt gæsterne til receptionen, og også han holdt tale:

”Det er i sandhed beundringsværdigt, hvad I yder som frivillige. Jeg har stort fokus på, at vi som samfund hjælper ofre på bedst mulig måde, for det er noget, som er vigtigt for os alle,” sagde Søren Pape Poulsen til selskabet, som lyttede intenst og med anerkendende blikke.

Læs også: Kampagne satte fokus på Offerrådgivningen i københavnske busser

”Det kunne være dig, såvel som mig”

For Else Bundesen er det medmenneskeligheden, der driver de frivillige hos Offerrådgivningen:

”Vi påtager os denne opgave, fordi man altid bør hjælpe, og fordi vi kan hjælpe. Vores brugere er ofre, vidner eller pårørende, og det kunne være dig, såvel som mig,” siger Else Bundesen og fortsætter:

”Det er en stor glæde at se et offer, et vidne eller en pårørende få lidt lys i øjnene igen efter en afsluttet samtale. Når vi flytter en bruger fra et sted, hvor der er rigtig slemt at være, til et sted, hvor der er lidt bedre, så er man rigtig glad for at være offerrådgiver,” siger hun.

På trods af Offerrådgivningens vokseværk de sidste 20 år, er der fortsat brug for kompetente frivillige og en lyst til at nå ud til endnu flere borgere: ”Mange flere skal kende og bruge os”, sagde aktivitetsleder Helle Bygum Knudsen, der selv i mange år har været frivillig offerrådgiver.

Brænder du inde med en traumatiserende oplevelse eller en anden chokerende begivenhed, og har du svært ved at komme videre? Så ring til Offerrådgivningen døgnet rundt på telefon 21 20 91 70 og få hjælp.