1100 fik ideer til en aktiv pensionisttilværelse

1100 fik ideer til en aktiv pensionisttilværelse

I lørdags inviterede Røde Kors Hovedstaden til messe for nye og kommende pensionister. Mere end 1100 nysgerrige lagde vejen forbi og fik inspiration til, hvad den nye fritid kan bruges til.

Der var fuldt hus i DGI-Byen, da Røde Kors Hovedstaden sammen med Københavns Kommune og en række andre foreninger og organisationer indbød til messe for nye og kommende pensionister.

Her kunne de mange fremmødte få gode ideer til deres aktive pensionisttilværelse – måske som frivillige i en genbrugsbutik, som besøgsven eller noget helt tredje.

Meningsfulde, aktive fællesskaber giver gode liv

De mange fremmødte kunne blandt andet opleve TV-værten Cecilie Frøkjær, der fortalte om sit sjove og lærerige venskab med Lise Nørgaard.

Samtidig bød dagen på indblik i ny forskning, som viser, hvilken positiv forskel man kan opleve, når man vælger at tage del i meningsfulde fritidsaktiviteter sammen med andre. Det var der rig mulighed for at komme til på de mange stande fra forskellige organisationer.